åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 19. maj 2026

Apple afslører nye tilgængelighedsfunktioner og opdateringer drevet af Apple Intelligence

Takket være Apple Intelligence kommer detaljerede beskrivelser og vejvisning med naturligt sprog til funktioner som VoiceOver, Forstørrelsesglas, Stemmekontrol og Skærmlæser

Apple offentliggjorde også nye funktioner til styring af elektriske kørestole med Apple Vision Pro og generering af undertekster på tværs af Apple-økosystemet – de kommer alle senere på året
Takket være Apple Intelligence er VoiceOver nu bedre end nogensinde til at hjælpe brugere, der er blinde eller svagtseende, med at udforske deres omgivelser og billeder på skærmen.
CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple har i dag vist et udvalg af tilgængelighedsopdateringer, som snart lanceres. De bruger Apple Intelligence til at udvide brugsmulighederne for funktioner, som brugerne anvender hver dag, herunder VoiceOver, Forstørrelsesglas, Stemmekontrol og Skærmlæser.1 Apple offentliggjorde også, at undertekster genereret på enheden til videoindhold uden eksisterende undertekster, kommer til Apple-økosystemet. Desuden tilføjes en ny funktion, der giver Apple Vision Pro-brugere mulighed for at styre kompatible kørestole med øjnene. Disse nye funktioner samt opdateringer, der anvender Apple Intelligence, kommer senere på året. Og fra i dag fås Hikawa Grip & Stand til iPhone i tre flotte nye farver i Apple Store online. Det er adaptivt MagSafe-tilbehør designet med udgangspunkt i tilgængelighed.
“Apples tilgang til tilgængelighed er helt unik,” udtaler Apples CEO, Tim Cook. “Med Apple Intelligence giver vi nu vores tilgængelighedsfunktioner kraftfulde nye egenskaber, samtidig med at vi opretholder vores grundlæggende løfte om at skabe design, der beskytter privatlivets fred.”
“De tilgængelighedsfunktioner, som vores brugere anvender hver dag, bliver endnu mere effektive med Apple Intelligence,” siger Sarah Herrlinger, Apples Senior Director for Global Accessibility Policy and Initiatives. “Disse opdateringer introducerer nye, intuitive muligheder for input, udforskning og personlig tilpasning – designet til at beskytte brugeres privatliv hele vejen igennem.”

Få mere at vide med VoiceOver og Forstørrelsesglas

Brugere, der er blinde eller svagtseende, kan bruge VoiceOver og Forstørrelsesglas til at beskrive information på skærmen eller i deres omgivelser.2 Med Apple Intelligence bliver disse essentielle værktøjer endnu mere effektive. Funktionen Billedundersøgelse i VoiceOver bruger Apple Intelligence til at give mere detaljerede beskrivelser af billeder på tværs af systemet, herunder motivet på billeder, scannede regninger, personlige optegnelser og andet visuelt indhold. Med opdateringer til Genkendelse i realtid kan VoiceOver-brugere trykke på Handlingsknappen på iPhone for at spørge om, hvad kameraet ser, og få et detaljeret svar – hurtigt og nemt. Brugerne kan også stille opfølgende spørgsmål med deres egne ord for at få mere visuel information.
Forstørrelsesglas bruger Apple Intelligence til at levere den samme hjælp til udforskning og visuelle beskrivelser til en grænseflade med høj kontrast designet til svagtseende brugere. Forstørrelsesglas fungerer også med Handlingsknappen, så brugerne hurtigt kan stille spørgsmål og få svar. Og brugerne kan styre selve appen med stemmen med kommandoer som “zoom ind” eller “tænd lommelygten”.
En iPhone-skærm til venstre viser appen Forstørrelsesglas, der tager et billede af en elregning, mens brugeren spørger “Hvad står der på regningen?”, mens en iPhone-skærm til højre giver et detaljeret svar med det samlede skyldige beløb samt forfaldsdatoen.
Apple Intelligence-drevne opdateringer til Forstørrelsesglas leverer den samme hjælp til udforskning og visuelle beskrivelser til en grænseflade med høj kontrast designet til svagtseende brugere.

Stemmekontrol får naturligt sprog

Med Apple Intelligence bliver Stemmekontrol mere intuitiv end nogensinde før ved at bruge naturligt sprog til at hjælpe brugere med en række fysiske handicap med at navigere på iPhone og iPad udelukkende ved hjælp af stemmen. Med en ny fleksibel inputfunktion kan brugerne beskrive knapper og kontrolfunktioner på skærmen med naturligt sprog i stedet for at huske præcise navne eller tal. Muligheden for at sige “sig, hvad du ser” er fantastisk til at navigere i enhver app, også dem med visuelle layouts som f.eks. Apples Kort eller Arkiver, ved hjælp af intuitivt sprog som “tryk på guiden til de bedste restauranter” eller “tryk på den lilla mappe”. Dette kan også hjælpe brugerne med udfordringer som f.eks. elementer, der ikke er korrekt mærket med henblik på tilgængelighed.3
Med Apple Intelligence bliver Stemmekontrol mere intuitiv end nogensinde før ved at bruge naturligt sprog til at hjælpe brugerne med at navigere i apps og oplevelser.

Skærmlæser får endnu bedre tilpasningsmuligheder

Skærmlæser er en tilpasset læseoplevelse for brugere med en bred vifte af funktionsnedsættelser, fra ordblindhed til nedsat syn, og med Apple Intelligence bliver læseoplevelsen mere tilgængelig end nogensinde. Skærmlæser fungerer på mere komplekst kildemateriale som videnskabelige artikler og kan håndtere tekst med flere kolonner, billeder og tabeller. Opsummeringer efter behov giver læserne mulighed for at få et overblik over artiklen, før de dykker ned i detaljerne. Og med den nye indbyggede oversættelsesfunktion kan brugerne læse tekst på deres modersmål, mens personlige præferencer for formatering, skrifttype og farver bevares.

Genererede undertekster til video

Mens løsninger til undertekster til brugere, der er døve eller hørehæmmede bliver mere og mere almindelige, er undertekster til tale sjældent tilgængelige i forbindelse med personlige videoer, indhold delt af venner og familie og andre medier. Med nye genererede undertekster kan videoer automatisk vise transskriptioner af tale, hvis undertekster ikke allerede eksisterer, blandt andet i klip optaget på iPhone, modtaget fra venner og familie eller streamet online. Med talegenkendelse på enheden genereres underteksterne privat og vises automatisk i videoer uden undertekster på iPhone, iPad, Mac, Apple TV og Apple Vision Pro. Underteksternes udseende kan tilpasses i videoafspilningsmenuen eller under Indstillinger.4
Et billede fra en video på iPad viser to personer, der taler sammen, med genererede undertekster nederst på skærmen.
Nye genererede undertekster viser automatisk transskriptioner af tale, hvis der ikke allerede er undertekster i en video.

En effektiv styrefunktion til kørestole i Apple Vision Pro

For visse brugere af elektriske kørestole er det ikke muligt at styre med en joystick, og alternative betjeningsmuligheder kan være nødvendige for, at de kan bevæge sig uafhængigt. En ny funktion til styring af elektriske kørestole udnytter det præcise øjensporingssystem på Apple Vision Pro og tilbyder brugerne en responsiv inputmetode til kompatible alternative drivløsninger. Med Vision Pro kræver øjensporing ikke hyppig genkalibrering, og det fungerer under mange forskellige lysforhold.5 Funktionen lanceres med alternative Tolt- og LUCI-drivløsninger i USA, og tilbehør understøttes af både Bluetooth og kabelforbindelser.6 Apple fortsætter samarbejdet med udviklere om at udvide understøttelsen til flere drivløsninger til kørestole.
En ny kontrolfunktion til elektriske kørestole udnytter det præcise øjensporingssystem i Apple Vision Pro for at kunne tilbyde en responsiv inputmetode til kompatible alternative drivløsninger.
“Muligheden for at styre min elektriske kørestol selv er guld værd for mig,” siger Pat Dolan, grundlægger af GeoALS og medlem af patientrådgivningsgruppen for Team Gleason, som har levet med ALS i 10 år. “Med denne nye funktion udvikler Apple livsforbedrende teknologi til de mennesker, der har mest brug for det.”
“I løbet af det sidste årti har vi oplevet øjenstyrede kørestolssystemer udvikle sig på utrolige måder,” udtaler Blair Casey, CEO for Team Gleason. “At udnytte Apple Vision Pros øjensporingsfunktioner på denne måde er et stort skridt fremad. Team Gleason er stolte af at støtte dette initiativ og begejstrede for at se de fordele, det kan give folk, der bruger elektriske kørestole.”

Adaptivt MagSafe-tilbehør fra Hikawa kan nu købes over hele verden

Hikawa Grip & Stand til iPhone lanceres i dag på verdensplan i Apple Store online og fås nu i tre flotte nye farver. Designer Bailey Hikawa, som har base i Los Angeles, har udviklet dette MagSafe-tilbehør med tilgængelighed i tankerne i samarbejde med personer med en bred vifte af funktionsnedsættelser, der påvirker greb, styrke og mobilitet. Resultatet er et adaptivt greb og stativ, der hjælper brugerne med at holde iPhone på den måde, der passer dem bedst. I et samarbejde mellem Hikawa og PopSockets er dette unikke adaptive tilbehør nu for første gang tilgængeligt globalt.7
Tre hænder holder iPhone 17 Pro-enheder, som hver er udstyret med farverigt adaptivt Hikawa Grip & Stand-tilbehør.
Hikawa Grip & Stand til iPhone fås nu i tre flotte nye farver.
“Apples arbejde med tilgængelighed – som involverer at inkludere personer med funktionsnedsættelser inden for forskellige områder fra de allerførste stadier af designet for at lave det bedst mulige produkt til alle – har været drivkraften bag dette projekt,” udtaler Hikawa. “Vores virksomhed er baseret på pragtfuldt, intuitivt tilbehør til iPhone, og det har været et stort privilegium at skabe et produkt, der omdanner iPhone til en hjælpeenhed og hylder tilgængelighed”.
Den 20. maj afholder Apple The Grove i Los Angeles et Today at Apple-arrangement med Hikawa, forfatteren Shane Burcaw og skuespilleren Alex Barone for at diskutere iPhones rolle som central hjælpeteknologi, og hvordan tilgængeligt design kan skabe inkluderende og fantastiske oplevelser for alle.
Tre farverige, skulpturelle og adaptive Hikawa Grip & Stand-enheder til iPhone.
MagSafe-tilbehøret er skabt med tilgængelighed i tankerne og udviklet i tæt samarbejde med personer med en bred vifte af funktionsnedsættelser, der påvirker greb, styrke og mobilitet.

Yderligere opdateringer

  • Bevægelsessimulering til køretøj kommer til visionOS. Funktionen kan hjælpe med at reducere køresyge hos personer, der bruger Apple Vision Pro som passager i et køretøj i bevægelse. Vision Pro kommer også til at understøtte ansigtsbevægelser, så brugeren kan udføre tryk og systemhandlinger, samt en ny måde at vælge elementer på med øjnene, mens man bruger Pausebetjening.
  • Tilpasning af berøring leverer en ny metode til at tilpasse indstillingen i iOS og iPadOS.
  • Made for iPhone-høreapparater kan nu danne par og overføre mere pålideligt mellem Apple-enheder med en forbedret indstillingsoplevelse i iOS, iPadOS, macOS og visionOS.
  • Større tekst understøttes snart i tvOS, så seere med nedsat syn kan øge tekststørrelsen på skærmen for at gøre den lettere at læse.
  • Navnegenkendelse, som kan underrette brugere, der er døve eller hørehæmmede, hvis nogen siger deres navn, fungerer på tværs af mere end 50 sprog på verdensbasis.
  • For udviklere af apps til tegnsprogstolkning understøtter en ny API, at brugere kan tilføje en menneskelig tolk til et igangværende FaceTime-videoopkald.
  • Personer, der har svært ved at interagere med traditionelle controllere, kan nu tilslutte Sony Access-controlleren som spilcontroller med iOS, iPadOS og macOS. Brugerne kan konfigurere styrepinden, ni indbyggede knapper og op til fire ekstra eksterne eller specialdesignede knapper for at tilpasse layoutet. De kan også kombinere to controllere for at få en dybt personlig spiloplevelse.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Medieindhold i denne artikel

  1. Apple Intelligence er tilgængelig i betaversion og understøtter følgende sprog: dansk, engelsk, fransk, hollandsk, italiensk, japansk, kinesisk (forenklet), kinesisk (traditionelt), koreansk, norsk, portugisisk, spansk, svensk, tyrkisk, tysk og vietnamesisk. Visse funktioner er ikke tilgængelige på alle sprog eller i alle områder. Læs mere om tilgængelige funktioner og sprog samt systemkrav på support.apple.com/da-dk/121115.
  2. VoiceOver og Forstørrelsesglas bør ikke bruges i situationer, hvor man kan komme til skade, i højrisikosituationer, til navigation eller til diagnosticering eller behandling af en medicinsk tilstand.
  3. Stemmekontrol drevet af Apple Intelligence vil være tilgængelig på engelsk i Australien, Canada, Storbritannien og USA.
  4. Genererede undertekster vil være tilgængelige på engelsk i Canada og USA.
  5. Funktionen og Apple Vision Pro er beregnet til brug i kontrollerede miljøer. Besøg support.apple.com/en-us/118507 for at læse mere.
  6. Kabelforbindelse kræver køb af Apple Vision Pro Developer Strap.
  7. Kunderne kan købe Hikawa Grip & Stand til iPhone på apple.com i Australien, Belgien, Canada, Danmark, De Forenede Arabiske Emirater, Frankrig, Holland, Hongkong, Italien, Japan, Kina, Schweiz, Singapore, Spanien, Storbritannien, Sverige, Sydkorea, Taiwan, USA og Østrig.

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

Apple

media.dk@apple.com

33 42 22 36

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36